JEG ER GRAVID!!!!!
Med de to mest perfekte små streger, jeg nogensinde havde set, i tankerne – brugte jeg omgående en formue i Purebaby og Helsemin. Jeg droppede parfumer, cremer og andre potentielle livstrusler på stedet, og sværgede til det naturlige valg hele vejen fra køleskabet, og ned til den økologiske numseklud.
Svævende, byggede jeg på min rede, jeg skulle være mor, Morten far, og sammen skulle vi blive en lille familie, jeg var lykkelig… jeg drømte om dette dejlige, fantastiske lille væsen af et barn, som på skønne ture med barnevognen ville sove så sødt under et træ, mens jeg læste dameblade og drak café latte – i min fuldente og perfekte lykke.. Kære baby og barsel I er SÅ velkomne!
SMACK!!
Min søn var 2 dage gammel, da virkeligheden og min usikkerhed som mor ramte mig som et godstog med 200 km. i timen, og ingen økologisk klud kunne fjerne mine tårer.
Den første nat hjemme fra hospitalet, og nu med eget ansvar for min søns ve og vel. Jeg turde slet ikke sove. Jeg var bange, og enormt usikker på, om jeg gjorde det hele rigtigt. Jeg ønskede mig allermest, at der ville komme en ”voksen”, som kunne tage over og vise mig vejen.
I min larmende usikkerhed kørte vi til Hvidovre hospital, hvor jeg havde født, og her blev jeg mødt af, ikke bare en tilfældig jordmoder, men selveste Moder-Jordmoder … Randi!
Hold kæft hun var skøn og lige hvad jeg havde brug for…
Hun så lige igennem mig, og ramte mig i hjertekulen.
”Jamen Henriette da, hvordan er det da, du ser ud.”
Jeg storhulkede i hendes arme og gav los for alle mine frustrationer, mens Randi aede mig kærligt over håret og trøstende sagde.
“Herregud da, ja, så bliver man da også forvirret, når han græder og ikke vil tage sutten”… men ALT er jo som det skal være – se på ham… den lille fine dreng der bare ligger der, og har det så dejligt….Gå du nu hjem og få sovet lidt…. Dét hjælper”
Det virkede pludselig så simpelt, og for en stund fik jeg ro. Randi havde også ret, alt var godt, og min søn stortrivedes, men i længden kunne jeg stadig ikke slappe af. Jeg var slet ikke til stede, og jeg havde svært ved at lande i min nye rolle – hvem var jeg?
Jeg var mor, det var jeg naturligvis klar over, men jeg følte, at det var det eneste, jeg var, og at jeg fejlede i opgaven. Alt, hvad der tidligere havde været mig, var tabt – hobbyer, veninder, træning, forfængelighed, seksualitet og alle former for egoisme i det hele taget var væk… Ej at forglemme mit tjekkede hjem, der nu lignede noget, der var løgn af rod, sure stof bleer og beskidte tallerkner… Hvornår fanden skulle der blive tid til at få styr på dét?? og i øvrigt.. hvornår skulle jeg sove?
Intet var som jeg havde forestillet mig det. Mig – som jeg ellers vil betegne som rimelig normal og forholdsvis fornuftig – og fandeme om jeg ikke også er psykoterapeut… jeg burde da om nogen have styr på det her shit!?
Og, der stod jeg så… med alle mine talenter og i en udkørt amme bh som hverken holdt på det ene eller andet ud over de meget lidt flatterende amme indlæg, og jeg var så træt…. så træt…..SÅ træt, at mit hår ikke engang gad at krølle.
Jeg var fra nu af nederst i prioriteringslisten, for dette skønne lille væsen ville til hver en tid komme først – uanset om jeg havde overskud til det eller ej. FUCK.
Jeg indså, at jeg måtte gøre noget anderledes, så jeg begyndte i terapi. Beslutningen var ikke en overvindelse men en nødvendighed, hvis jeg skulle overleve i alt det her. Med min søn i barnevognen tog jeg af sted til terapeuten og med angsten for, at han ville begynde at skrige midt i det hele, eller blive kronisk skadet af at høre om alle sin mors fejl? Psykoterapeuten gav mig den største gave, da hun en dag sagde til mig “Hvor er han heldig, at han har fået en mor, som tager vare på sig selv, og som gør noget ved dét, der er svært.”
Da jeg lukkede døren fra dén terapi, var jeg blevet et klogere menneske og MOR… Jeg kunne tage ALLE mine tanker og følelser i hånden… Og jeg mener virkelig ALLE, selvom de ikke var gode alle sammen. Det var som om, at der var en brik, der faldt på plads… Jeg synes også, det var skide svært… Men, jeg var okay med, at det uhensigtsmæssige, skamfulde og besværlige også var der. Fordi jeg blev mødt, forstået og jeg lånte en tryg hånd at holde lidt i… Jeg kunne jo gøre noget.. jeg sagde det højt… jeg handlede… jeg turde… jeg græd…. Jeg stod ved mig, lige som jeg havde det…… Jeg tog ansvar!…
Tanken om, at ALLE skulle have det sådan som nybagt mor, var meget stærk og der blev de små babyskridt i virkeligheden taget til KLUDDERMOR…
